Erik Frantzens Kajakside

                                                                                       noget om at bygge en kajak
 


 

forside

kavat skrog

kavat dæk

kavat samling

kajakror

justerbar finne

kajaksæder

kulfiberpagaj

småsnak

links & kontakt

havørnen side 1

havørnen side 2

havørnen side 3

havørnen side 4

njord skrog

njord dæk

thule/2 skrog

thule/2 dæk

Qanik

Frej

                                                              Thule 2 skrog

 

22. nov. 08
Thule/2, er designet af Björn Thomasson, ( kajakkens egenskaber kan du se her ) vil jeg bygge i løbet af vinteren, så den kan være klar til juli 2009. Den vil komme til at se nogenlunde ud som på nedenstående billede.       



Dog uden ror men med justerbar finne.
Jeg vil ikke gøre noget særligt ud af udførelsen, det skal bare være et funktionelt transportmiddel.


Det har vist sig senere at det blev træluger i stedet som her
Lugerne har Roneklint Kajakcenter skaffet hjem i den lette udgave fra Kajaksport.

Men det er så også de eneste dele og materialer jeg har hjemme, så det varer lidt endnu, inden jeg kommer i gang.
Sidste:  Tegninger er bestilt hos Björn.
                                     

16.feb. 09
Så småt i gang.
Jeg er ved at overføre spantmålene fra tegningen der er leveret af Björn. Den er desværre leveret med kun den ene halvdel af formen. Ikke fordi jeg ikke var forberedt, men jeg kunne godt tænke mig en tegning for hvert hele spant, da det ville være meget nemmere. Det ville godt nok indebære nogle højere omkostninger for både fremstilling og levering, men om slutprisen bliver 4000,00 eller 4200,00 for en kajak, er vel ligegyldigt .
 
17. feb. 09
Når man nu sidder her og prikker tegningen ned på en plade, er det en meditationsform, der siger mig at ting tager tid. Og det er måske en meget god måde at starte på, da det at bygge stripkajak ikke er noget man lige gør på 2 dage.
Det er unægtelig hurtigere at få spantmålene printet ud i den mængde eksemplarer der er nødvendig, så det er muligt at kopiere direkte over på den plade man nu engang har valgt. Men så store printere er der ikke lige her i nærheden.

1. marts 09

Byggejiggen, ( denne gang forlænget ), har jeg brugt til alle mine stripbygninger. Den har vist sig at være stabil, så hvorfor lave om på det.


Spanter og stævne har jeg igen udskåret  af MDF-plader med tanke på, som på Njorden, at fræse spor i pladen, således at limklemmer eller skruetvinger kan anvendes til fiksering mens limen hærder, fordi jeg samler kajakken uden hæfteklammer.

Jeg har tidligere forsøgt mig med limhager på Kavatten, men det rakte mine temperament ikke til.




Da støvet står omkring ørerne på mig, så det kniber med at se ;o) når jeg skærer modellerne ud med stiksaven, lægge jeg snittet ca.1 mm. fra stregen, og sliber derefter rent på tallerkensliberen.
 
3. marts 09
Detaljer der måske ikke skal vises.
Det må være et andet fabrikat MDF-plader jeg har anskaffet mig denne gang, for efter at have fræset et spor i de 2 første spanter, var værkstedet nærmest ufremkommeligt af støv, så jeg har nu monteret en støvsugerslange på fræserens anlæg med et formidabelt resultat til følge. 
En ligegyldig ting at skrive om. Men da Værkstedets  placering er lige op af køkkendøren, er det en meget vigtig detalje, hvis jeg skal bevare det gode forhold til husets frue, der har fundet sig i min gøren og laden i over 50 år. Som jeg husker det.

4. marts 09
Den liste der er monteret på spantet med 2 hæfteklammer tjener 2 formål: At bruge som anlæg til vaterpasset ved montering af spanter og som anlæg for lønningslisterne, så jeg er fri for at ligge på knæ, for at se hvor listen skal fikseres.
Jeg har ikke gjort noget ud af at få selve jiggen til at ligge vandret, men udelukkende koncentreret mig om spanternes placering. Spanternes centerlinje er rettet ind efter en pinkfarvet murersnor og basislinjen er 1 mm. over denne.
Hele proceduren var nemmere end nogensinde.
 
5. marts 09

Lige netop at høvle brædder i tykkelse og udskære lister er måske ikke det mest interessante at foretage sig, men det skal jo gøres.
Det er stadig sådan, at jeg vil fræse fer og not i listerne. Jag har godt nok kun et fræsersæt, der har en diameter på 6 mm. og listerne er fra 4,5 til 5 mm. i tykkelse, så helt perfekt bliver det ikke. Det er der for øvrigt ikke noget af det der bliver. Det drejer sig mest om, at få kalorius i vandet i en fart.

10. marts 09

 

At fræse listerne i profil, er ikke nogen nødvendighed, men giver gennemsnitlig nogle tættere samlinger mellem de enkelte lister, og dermed mindre plads til lim og epoxy. Resultatet af dette skulle gerne give en lidt lettere kajak.
Lige netop vægten betyder meget for mig. For selv om vi vil være to til at bære den op på taget af bilen, skal man tænke på at både Annes og mine arme og skuldre er over 70 år gamle. Derfor!
Tv. På listerester fra min Kavat kan ses, at den fræsede profil og tykkelsen på listen ikke stemmer helt overens.
Th. Det noget enerverende fræsearbejde listeprofilerne medfører.
 


13. marts 09
Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Jeg havde stået så længe i trælasten for at sortere de bedste brædder fra, og så alligevel endte det med, at et par af brædderne var der så mange knaster i, at listerne knækkede på stribe, efterhånden som jeg skar dem fra brættet.
Men nogle af træerne rækker et godt stykke der op alligevel. En god ven havde ekstraordinært skaffet nogle Western Red Cedar- brædder på 6,17 m. X 20 X 160 mm.
Jeg vil antage, at 2 af den størrelse brædder rækker til hele dækket.
Da der er 4 af slagsen, kan enhver jo regne ud, at der er til 2 kajakdæk. Jo`e, der håb om en til.
Men det er nogle lange brædder at karte rundt med på værkstedet.
 
18. marts 09
Endelig klar til at lægge lister.
Ulf Johansson har med fortræffeligt resultat, pillet de indvendige stævne ud af sit igangværende projekt. Det har jeg tænkt mig at gøre ligeså, derved spares lidt vægt og vævet føjer sig langt nemmere i de indvendige stævnspidser. Vi får se, om jeg kan vrikke stævnene ud lige så let som han.
 
19. marts 09
8 lister i hver side sidder nu på beddingen, men da ikke en eneste liste er lang nok, er alle lister forlængede.
Det skarpe øje vil se, at min principfasthed er ændret, således at jeg har brugt hæfteklammer ude i stævnene. Ja ja, jeg turde ikke andet, da jeg mistede troen på, at jeg ikke kunne pille de indvendige stævne af igen. Og så er der jo lige det, at skroget skal males.
 
21. marts 09
Det var ikke meget jeg nåede i går, da det sociale liv også får lidt plads i hverdagen.

Som det ses på billedet, er alle lister ikke lige tykke. Jeg lavede en lidt ustabil opstilling på båndsaven, hvilket betød at listerne varierer lidt i tykkelse.
Det er da heldigvis til at redde med sandpapir og knofedt.
 
23. marts 09
Jeg er tit i vildrede, om der skal være køllister eller ej. Havørnen og Njorden er begge bygget uden. Arbejdstiden er stort set den samme. At bygge uden kræver måske lidt mere påpasselighed, især hvis kajakken er med
V formet bund, og samlingen skal stå skarp.
Billedet til venstre er fra dengang, jeg byggede Havørnen. Havørnen er med flad bund.
Denne gang har jeg valgt 2 ikke fræsede køllister, der høvles sammen, fordi der er en svagt V formet bund i Thule/2.
De indvendige stævne pilles ud, inden vævet påføres indvendig.  Jeg dækker af med tape, så de ikke unødigt limes fast, når jeg monterer de udvendige.     

 
24. marts 09
Der skal ikke så meget til for at
presse listerne på plads.
Der er stadig ingen lister der er
lange nok, så jeg øger dem stadig.
 

Limen lægges i hulkelen af listen.

25. marts 09
Der lægges mange snit og høvles mange ender, derefter falder listen på plads. Nogle gange en god samling andre gange mindre god. Men jeg slår mig til tåls med, at skroget skal overmales.

Nu kan jeg begynde at sætte lister i der er lange nok, ellers er alle blevet forlænget.
 
26. marts 09
Tv. For et par dage siden, lagde jeg 2 stk. 9 m.m. asketræslister i et drivvådt håndklæde og pakkede det ind i plastik. Her sidder den ene i spænd, medens den tørrer.

Th. Listen med den dårlige tilpasning, er en om´r. Hullet i den øverste må jeg finde mig i, så den bliver spartlet.
 

27. marts 09
Stævnene har jeg limet med PU-lim, da den agter stævnliste var drivvåd, og limen hærder ved materialets og luftens fugtighed. Mens limen hærder kan jeg glæde mig over at slibe skroget.
 
Sliber med båndpudsere først korn 40 derefter korn 80, fortsætter med korn 80 på et pudsebrædt og derefter med korn 120.
Må vente med stævnene til limen er hærdet.
 
30. marts 09
Stor fadæse: Jeg har slet ikke lyst til at skrive om det, men det må vel ud. Den agter stævnliste havde løsnet sig et par cm. i den ene ende, og jeg kunne trække hele listen af. Det viste sig, at limen ikke er hærdet færdig efter 2½ døgn, men er stadig en sej masse. Asketræslisten er derimod mere fleksibel end da jeg formede den, ja, nærmest plastisk.
Nu renser jeg de seje limrester af, og bygger agterstavnen op med fyrretræ og limer med almindelig snedkerlim.
Jeg har lige hævdet: At bygge stripkajak er let! Og så kikser det for mig alligevel
.
J O Kragh sagde: "Man har et standpunkt, til man tager et nyt."
Og sådan er det også med den liste jeg har limet på agter. Jeg turde ikke andet end at lime med tyknet epoxy.
Foran er der pålimet 2 stk. 5 mm. fyrrelister med snedkerlim udenpå asketræslisten.
 
2. april 09
Henover spant 1 var overgangen mellem stævnliste og kølliste noget hul, og jeg har derfor kilet den lidt op.
Med undtagelse af de sidste 5 lister i hver side ind mod skrogets midte, er alle lister samlet, fordi kajakken er for lang eller listerne for korte.
De sidste 2 billeder viser bare skroget før og efter det er grundet med epoxy.
Skrogets sider, fra forreste stævn til spant 2, er lidt for konkave efter min opfattelse, af hvad der giver en let roet kajak, men det er jo heller ikke nogen racer. Så det må blive som det er.

Det går lidt langsomt med kajakken i øjeblikket, da jeg også har været optaget af en af mine andre lidenskaber. Mine rododendronbede.
Det er på grund af kraftig vækst, blevet nødvendigt at tynde ud i de eksisterende planter, og jeg har derfor måttet etablere et nyt surbundsbed, til de planter der er blevet pillet ud af de nuværende bede.
Men det er jo en hel anden historie.
 
6. april 09
At lægge forstærkning på stævnene inden jeg lægger væv på hele skroget, beror mere på tro end viden. Min tro er, at det er nemmere at slibe overgang efterfølgende, end hvis forstærkningen lægges bagefter.
Dog er det ikke sikkert vævet vil smyge sig om agterstavnen, når jeg lægger det endelige lag væv på, fordi krumningen har for lille en radius. Og så er jeg sådan set lige vidt, da vævet så alligevel skal klippes op og lægges dobbelt.
Men det skal i hvert fald komme an på en prøve.
 
8. april 09
For de der aldrig har set det før, vil måske undrer sig over, at vævet bliver "usynligt" efter det er gennemvædet med epoxy. Men sådan er det altså!
Jeg måtte alligevel tilpasse vævet i begge stævne, så derfor bliver der lidt ekstra slibning i begge ender. Men kun i den ene side.
 

11. april 09

Der er jo ikke den store forskel at se. 3. lag epoxy med mellemslibninger er lagt, og er derefter klar til indvendig behandling af skroget. Men jeg vil dog lige skrabe eventuelle løbere bort, inden epoxyen er færdighærdet.
 

15. april 09
Stor fadæse: Jeg ville jo lige som Ulf Johansson fjerne de indvendige stævne, for derved at gøre det nemmere at lægge væv i enderne. Samtidig fjernes der en smule vægt, en 2ér kajak bliver tung nok endda.
Der skete imidlertid det at jeg ikke kunne lirke stævnene af, selv om jeg syntes jeg var meget opmærksom på hvordan jeg afdækkede og limede. Men jeg udfører heller ikke arbejdet med samme præcision som Ulf.
Jeg fandt min gamle smalle båndsliber frem, købte nye slibebånd, og vupti var stævnene væk. Ahrr, måske tog det lidt længere tid ;o)

 

2 resultater af indvendig slibning, selv om det var udendørs

6. maj 09
Skroget har fået væv indvendig, men det er da det værste gang bras jeg nogensinde har frembragt.
På det tidspunkt jeg sleb indvendig, var der på værkstedet om natten 3 gr. c. og om dagen 35. Det gav nogle voldsomme bevægelser i skrogets form, så samlingerne mellem listerne revnede i deres længderetning, på trods af afstivning mellem siderne. I flere dage måtte jeg lime og presse, men det er stadig nogle grimme deformeringer.
Nu gælder det bare om at fortrænge, og aldrig lade kajakken ligge med bunden i vejret. På den måde ser jeg ikke resultatet af min fiasko.

Samling under pres mens tyknet epoxy hærder.


 


næste